Kun nåde – udvalgte tekster af P. Olsen

København:P.Olsen_kun_naade_forside Apophasis 2016. Bog. 271 sider. ISBN 978-87-997967-4-8

Med forord af Johannes Aakjær Steenbuch, ph.d. og følgende tekster af P. Olsen:

Gennem Tvivl – Breve til to unge Tvivlere (1913)

Den kristne Daab (1907)

Militarisme og Kristentro (1909)

Menighedslivet efter Guds Ord (1916)

Kr. 150,- KØB

Kan også købes på www.eksistensen.dk


Fra forordet (af Johannes Aakjær Steenbuch):

P. Olsen blev født i 1865 i Algestrup på Sjælland og i 1884 udlært som skomager trods et ønske om at blive student. P. Olsen skriver dog, at han lærte at takke Gud for, at det ikke gik sådan.

Om sig selv bemærker han: ”Havde han faaet Lov at studere var han blevet Student omkr. 1885, – i den værste Brandestid. Og da var han ufejlbarlig bleven revet med, radikal og sygelig-aparte som han var.” Han kom dog efter det, da han i 1887 blev elev på det teologiske seminarium Morgan Park i Chicago, der i 1880erne var tæt knyt­tet til skandinaviske baptistmenigheder.

Efter fire års uddannelse i USA begyndte P. Olsen som menighedsforstander og prædikant i Holbæk, hvor han var indtil 1895. Allerede som 30-årig blev han forstander for Baptistsamfundets prædikantskole, hvor han virkede indtil sin død i 1938. I perioder var han højskoleforstander i Gistrup (1899-1909) og prædikant ved to nystiftede menigheder i København. Parallelt hermed var han redaktør af Evangelisten og senere Baptisternes Ugeblad.

Med sine kritiske opgør med kirkelig og moralsk bagstræberi og fordomsfuldhed er P. Olsen ikke uden andel i, at danske baptister, med Åge Valbaks ord, i løbet af det nittende århundrede forandrede sig ”fra den puritanske og vadmelsklædte åndelige broder til samtidens Indre Missions-mand over til den glade grundtvigianer, som ikke nægter sig ret meget, medmindre det påviseligt skader andre”.

Som for mange andre kirkesamfund var det tidlige 20. århundrede for baptisterne en modningstid efter 1800-tallets vækkelser og nybrud – samtidig med, at man skulle finde ud af at forholde sig til konsekvenserne af det såkaldte ”moderne gennembrud” og den dertilhørende modernisme, naturalisme og sekularisme. P. Olsen var med til at udstikke en ny kurs, hvor de groveste former for bibeltroskab såvel som den strenge menighedstugt efterhånden blev tonet ned til fordel for en mere åben og frisindet kristendom.

P. Olsens engagement i blandt andet fredssagen, kampen for social retfærdighed og kvindesagen samt hans forsvar for kristendommens forligelighed med moderne videnskab var dog ikke et resultat af teologisk vaghed eller ligegyldighed over for kristendommens grundprincipper, men tværtimod et udtryk for en principfasthed, der blev udfoldet som en sviende traditionskritik:

”Naar mange Præster er fuldblods Chauvinister, saa skyldes det ikke nogen Slags Blodtørst hos dem, men simpelthen, at de hænger fast i Synsmaader og Idealer fra femten eller seksten Hundrede og Hvidkaal. Om de strøg alt dette af sig og gav Kristendommen, som Jesus Kristus selv skabte den, og som Paulus og de andre forkyndte den, Rum i Hoved og Hjerte, uden nogen Slags Forbehold, da vilde der komme til at lyde en ny Slags Prædikener fra deres Prædikestole.”

polsenAt P. Olsen blev baptist, synes netop at have fulgt af et ønske om teologisk redelighed. P. Olsen havde som ung sin gang hos både grundtvigianerne og Indre Mission, selvom han tidligt var blevet overbevist om, at baptisterne havde ret i deres anskuelser. Baptisternes form havde han det dog ikke nemt ved: ”Jeg havde et bestemt indtryk af, at det var alvor med deres kristendom og jeg så jo tydeligt, at der var alvor i hele deres færd. Men jeg følte mig frastødt af noget, efter min opfattelse umandigt, klynkevorent, i denne alvor.”

Det var altså ikke så meget baptisternes menneskelige egenskaber, som det var læren, der tiltrak. P. Olsen forklarer, at han var fuldstændigt overbevist om baptisternes lære, men han savnede ”de ideelle interesser”, som fandtes hos grundtvigianerne. Måske derfor blev et væsentligt anliggende for P. Olsen folkeoplysning og kirkens samspil med det øvrige samfund. Netop baptisterne måtte være foregangsmænd for oplysningen: ”Ingen er mere selvskreven til at være forkæmpere for oplysning end baptisterne. Vi har ikke som så mange andre noget at frygte af oplysningen, for vi ønsker intet andet at fastholde end sandheden. Jo mere sand oplysning des bedre jordbund for vor mission.”

Som Bent Hylleberg formulerer det, var en af P. Olsens væsentligste indsigter, at ”en kirke i mission må leve i en åben vekselvirkning med den kultur, kirken ønsker at præge.”

Udgivelsen er støttet af Baptistkirken i Danmark.